Nordicals lancerer sammen med andre førende erhvervsmæglere nyt samarbejde for branchedata

   

Nordicals lancerer sammen med andre førende erhvervsmæglere nyt samarbejde for branchedata

Organisation | 19.01.2024

Hos Nordicals er vi gået sammen med flere førende erhvervsmæglere om at indføre en koordineret tilgang til at opgøre og formidle transaktionsvolumen.

Bag samarbejdet står Nordicals, CBRE, Colliers, EDC Erhverv Poul Erik Bech, Engel & Völkers, Newsec og Savills, der er gået sammen for at kunne give så retvisende og ensartet et billede som muligt af markedsaktiviteten på tværs af branchen.

”Vi har efterhånden i noget tid haft det som et erklæret mål at øge gennemsigtigheden i branchen. Det mener vi er det bedste for investorerne, for markedet og dermed også for rådgiverne. Samarbejdet her har potentiale til at styrke beslutningsgrundlaget på ejendomsmarkedet ved at levere mere pålidelige data”, siger Erik Andresen, administrerende direktør for Nordicals A/S.

Ensrettet metode for data

Aktørerne er blandt andet blevet enige om, hvilke typer af ejendomme, der skal indgå i opgørelserne, for at give det mest retvisende billede for aktiviteten på ejendomsinvesteringsmarkedet.

Det betyder blandt andet, at interne handler, aktiver fra landbrug samt spildevandsanlæg og vindmøller er frasorteret. Opgørelserne kendetegnes derfor ved at inkludere transaktioner direkte fra de involverede rådgivere, som samtidig har de bedste forudsætninger for at validere handlernes kvalitet og berettigelse i forhold til at indgå i opgørelserne.

Et af formålene med samarbejdet er derfor at kunne undgå usammenlignelige grundlag, der tidligere har medført en risiko for situationer, hvor det er de hurtigste udmeldinger eller højeste volumener, som prioriteres frem for dem med højest kvalitet.

For tydeligt at indikere, hvornår analyser om transaktionsvolumen i Danmark baserer sig på branchens koordinerede data, vil udmeldinger fra aktørerne fremover være mærket med et kvalitetsstempel.

Til top