Derfor tiltrækker Esbjerg internationale datacentre

Store, internationale virksomheder som Meta (Facebook) undersøger muligheden for at etablere et datacenter i Esbjerg. Byen har gennem store investeringer indenfor blandt andet grøn energi gjort sig selv interessant for tech-giganterne. Derudover spiller et undersøisk datakabel, der går fra USA til Esbjerg, stærkt ind på deres valg af lokation.

Derfor tiltrækker Esbjerg internationale datacentre

Store tech-virksomheder som Meta, der indtil 2021 hed Facebook, er ikke længere kun at finde i amerikanske storbyer. Faktisk kan mastodontens næste store investering placeres i Esbjerg. Her har Meta for omkring 300 mio. kr. købt en 212 hektar grund, hvor de nu er i gang med at undersøge muligheden for at etablere et datacenter.

Nogle vil måske få en snert af deja-vu over nyheden om Meta-investeringen. Virksomheden undersøgte også i 2018 muligheden for at opføre et datacenter på selvsamme grund. Men her blev projektet sat på hold. Nu har man genoptaget det og taget det til næste skridt.

”Fasen er et skridt længere fremme end sidst, i og med at de har gennemført handlen. Det er dog vigtigt at understrege, at Meta stadig er i fuld gang med undersøgelsesfasen, hvor de med rådgivere ser på, hvordan et datacenter kan etableres,” fortæller Karsten Rieder, erhvervschef i Business Esbjerg.

Hvorfor vælge Esbjerg?

Årsagen til Metas beslutning om placeringen i Esbjerg skal blandt andet findes i den internationale fiberinfrastruktur. Havfruekablet, der er et undersøisk, transatlantisk datakabel, som går fra New Jersey til Esbjerg er nu etableret og giver optimale dataforbindelser mellem USA og Europa. Kombineret med adgang til grøn strøm og en meget stabil strømforsyning i Danmark giver Esbjerg store fordele i forhold til at tiltrække tech-virksomheder

Det fortæller René Lennart Madsen, der er partner i Nordicals Esbjerg, som samtidig understreger, at selvom den forventede Meta-investering er stor, kommer den langt fra til at blive enestående.

” En ting er Meta isoleret set – men Esbjerg oplever stor interesse fra andre dataoperatører. Senest har norske Bulk etableret sig. Udover Havfruekablet har man blandt andet også Cobrakablet, der forbinder Esbjerg med Amsterdam. De to kabler er med til, at vi har en unik placering på dette område.”

Hos Business Esbjerg ser man også de mange internationale dataforbindelser som afgørende for tech-virksomhedernes interesse. Det fortæller erhvervschef Karsten Rieder.

”Overordnet har Esbjerg så mange internationale fiberforbindelser (der leverer lynhurtigt data, red.), at byen er et knudepunkt, hvor der både går forbindelser fra Nordeuropa til USA, fra Esbjerg til Norge, fra Esbjerg til Storbritannien og fra Esbjerg til Amsterdam. Der er Esbjergs position en stor styrke.”

Dataverdenen vil være CO2-negativ

Men det er ikke kun fibernetværket, der er vigtigt for virksomheder som Meta og Bulk. Bæredygtighed er kommet på dagsordenen, og i databranchen, hvor man bruger store mængder strøm, er det vigtigt for mange virksomheder at have en grøn profil:

”I dag er dataverdenen ekstremt fokuseret på at være grønne, og mange virksomheder har det som målsætning at være CO2-negative, ikke bare neutrale,” fortæller erhvervschef i Business Esbjerg, Karsten Rieder.

I den forbindelse er Esbjerg en oplagt placering for tech-virksomhedernes investeringer, da Esbjerg de sidste år har arbejdet intenst på at udbygge grønne energiløsninger – især igennem etableringen af havvindmølleparker og formidlingen af den strøm, møllerne producerer.

”Datacentrene bruger meget strøm. Og noget man gerne vil i Danmark, er grøn energi. I Esbjerg har virksomhederne adgang til masser af kapacitet på strømområdet, hvor de kan få grøn strøm direkte fra havvindmøllerne,” fortæller partner i Nordicals Esbjerg, René Lennart Madsen.

Karsten Rieder fortæller videre, at den danske el-infrastruktur også spiller væsentligt ind.

”Udover at kunne levere den grønne strøm, så er der også andre faktorer, der gør Esbjerg og Danmark attraktive for denne type virksomheder: Elinfrastrukturen er veludbygget, det danske elnetværk er enormt stabilt, og generelt har Danmark en konkurrencedygtig elpris, selvom vi selvfølgelig ser en stor prisstigning i øjeblikket.”

Kommer til at forme Esbjergs erhvervsliv

Når datacentrene kommer til Esbjerg, kommer det til at have afsmitning på store dele af byens erhvervsliv og vil formentlig tiltrække nye virksomheder.

”Hvis man kigger på det overordnet, vil det aflede masser af andre virksomheder inden for tech – eksempelvis datahosting-virksomheder. I Amsterdam har de et lignende kabel, der kommer ind. Det kan vi se har en kæmpe afledt effekt på alle dem, der udvikler til datacentrene, og som gerne vil være tæt på kilden. Så det kan blive et erhvervsvækstområde for Esbjerg,” fortæller René Lennart Madsen.

Derudover vil et eventuelt byggeri af Metas datacenter bidrage med meget positivt til det esbjergensiske erhvervsliv. Folkene bag har taget en beslutning, som har afgørende betydning for, hvor mange mennesker og virksomheder i Esbjerg, der får gavn af projektet.

”Selve byggeriet af så stort et datacenter vil strække sig over flere år. Det vil smitte af på hele bylivet, dagligvarebutikker, restauration og boligudlejningen. Typisk i sådanne store byggerier skal der findes mange overnatningsmuligheder i byen til medarbejderne og det vil være til gavn for Esbjerg,” fortæller Nordicals-partneren.

Han fremhæver dog også, at Esbjerg nødvendigvis kommer til at arbejde meget fokuseret på at finde den nødvendige overnatningskapacitet.

”Men det får man løst, for de skal have et sted at være,” lyder det fra René Lennart Madsen.

Foruden de midlertidige arbejdspladser i forbindelse med byggeriet, forventer Nordicals-partneren, at datacentrene vil skabe en lang række permanente arbejdspladser, hvoraf det hovedsageligt vil være kapaciteter, der tiltrækkes udefra.

Til top